Opholdsstedets formål

Vi har til formål gennem socialpædagogisk indsats at danne børn og unge med sociale, adfærds- og indlæringsmæssige vanskeligheder og give dem mulighed for at dygtiggøre sig og udvikle sig til at blive til velfungerende mennesker. Livet på opholdsstedet er til for de unge og deres udvikling og læring i fællesskabet. Her lærer de, hvordan de lærer bedst, hvilket vi ser, som det fundamentale aspekt for den fremtidige sociale, personlige og faglige udvikling. Her får de plads og støtte til at folde sig ud med de unikke potentialer, hver enkelt ung indeholder.
Formålet med at bo på opholdsstedet i en periode er at lære sig selv at kende og blive klar til at mestre voksenlivet med alt, hvad det indebærer af op og nedture, forventninger og erobringer, dannelse og uddannelse.
Det handler om livet, læring og om at turde udtrykke sig, som den man er. Det handler om at føle sig tryg i fællesskabet og om at bidrage og være medskabende i forhold til vores fælles virkelighed.
Det handler ikke blot om at kunne klare sig i fremtiden, det handler om at kunne mestre livet og føle fred, frihed, inspiration og glæde.

Værdigrundlag

Vi er et opholdssted, som har menneskers trivsel, læring og fællesskab som vores største prioriteter. Vi er optagede af at give vores unge mest mulig erfaring med fra deres tid sammen med os, som gør dem i stand til at være levende, tænkende og handlende mennesker – med en god livskvalitet.