Skoletilbud 1.kl / 10.kl.
De fleste af vores unge går i skole på Juelsminde Dagskole, som er vores interne skoletilbud. Vi deler bygning og forskellige faciliteter med skolen. Desuden drager vi fordel af et meget tæt fagligt og personligt samarbejde med personalet og ledelsen på dagskolen.
Juelsminde Dagskole er en specialskole, der kan rumme elever fra 1. – 10. klasse.
Fagrække og øvrige bestemmelser i folkeskoleloven gør sig også gældende her, dog er skolelivet væsentlig anderledes. Her bliver der først og fremmest fokuseret på trivsel. At skabe frirum til at lære at blive menneske og takle de udfordringer, der opstår undervejs – det være sig faglige som sociale og personlige.
Det handler om at skabe gode relationer og lære at indgå i et fællesskab.
Det handler om at lære, hvordan man lære. At kunne regne den ud og tænke i løsninger frem for begrænsninger.
På Juelsminde Dagskole er ambitionsniveauet højt, og skolen gør meget for at sikre, at de forskellige unge kan komme til at gå til eksamen på det niveau, der passer den enkelte.
Der er fokus på at præsentere eleverne for mange forskelligartede opgaver og udfordringer både fysiske, mentale og sociale udfordringer. Alt sammen noget, der medvirker til elevernes alsidige og personlige udvikling. Eleverne bliver bevidste om egne kompetencer.
De fleste elever ender med at aflægge folkeskolens afgangsprøver og komme godt videre i STU eller på andre uddannelsesinstitutioner, som f.eks. FGU i Horsens eller erhvervslinjer på Teknisk skole. Undervisningstilbud, som vi har et godt samarbejde med.
Juelsminde Dagskole er specialiseret i at skabe optimale læringsforhold for børn og unge med særlige behov, der ikke kan finde sig til rette i en almindelig folkeskole eller et andet specialskoletilbud.
Skolen skiller sig ud i forhold til en almindelig folkeskole ved, at der her kan tages individuelle hensyn, og der kan søges forskellige dispensationer for de enkelte elever, som f.eks. at aflægge færre prøver til FSA. Ellers følger Juelsminde Dagskole folkeskolelovens almindelige bestemmelser i forhold til timetal, fagrækker mv.
Endnu en fordel ved vores interne skoletilbud er normeringen, hvor der er flere ansatte pr. elev. Juelsminde Dagskole er normeret til 1:3 dvs. én lærer til tre elever, men ofte prioriterer skolen at være 1:1, hvis det opleves, at det er mest hensigtsmæssigt i en periode.
Her handler det først og fremmest om trivsel.
Erhvervspraktik
Alle de unge på Juelsminde Dagskole får tilbuddet om at komme i erhvervspraktik, efter de er fyldt 13 år. En praktikperiode kan variere fra få dage op til en uge eller flere alt efter, hvad den enkelte unge kan profitere af. Ofte er de unge meget i tvivl om, hvad de har lyst og interesse i at beskæftige sig med i fremtiden. Der tages derfor udgangspunkt i, hvor den unge er, dennes erfaringer og drømme.
Praktikken kan give den unge erfaringer med at møde på et arbejde og lære, hvad man skal kunne der – fagligt, socialt og personligt.
En praktikoplevelse kan være med til at afklare, hvad der vil være realistisk at arbejde med i fremtiden, at få en forestilling om, hvad det vil sige at have et arbejde, og få en oplevelse af at kunne bruge sine hænder til at skabe noget, at komme til tiden og kontakte arbejdsgiveren, hvis man er syg osv.
Nogle af vores unge starter i en intern praktik hos vores pedel eller hos vores køkkenleder o.lign. Andre er klar til at starte praktik i en virksomhed med det samme. Vi har også unge, som starter i lære i en virksomhed, hvor de tidligere har været praktikant.
At gennemføre en god praktikperiode giver vores unge øget selvtillid og fornyet tro på fremtiden.