Sundhed & Trivsel
At børn og unge på opholdsstedet trives er alt afgørende for os. Hvis en ung ikke er i trivsel eller ikke ser ud til at have det godt, bliver sagen undersøgt, årsagen afklaret og der handles i forhold til at skabe trivsel og udvikling.
I forhold til den enkelte unge arbejder vi med at tilrettelægge lige netop den struktur og de omstændigheder, som er nødvendige. Derudover er der en planlagt døgnstruktur for hele gruppen.
Vi ønsker at opbygge og fastholde et miljø, hvor der er en systematisk og velovervejet tilrettelæggelse af rammerne for de unges liv, som skaber tryghed og genkendelighed. Dette betyder, at der er etableret flere tilbagevendende aktiviteter i hverdagen, – altså en struktur, der danner rammen om pædagogernes samspil med de unge.
Vi giver de unge en hverdag, der er præget af en vis grad af rutiner og stabilitet, som kan skabe en ro for dem, således at de kan bruge tiden på at være unge og udvikle sig i en positiv retning.
Our bodies are our gardens, our wills are our gardeners.
William Shakespeare
Fysisk og Mental Sundhed
Det er en hjertesag og en målsætning at tilbyde de unge en sund og varieret kost. Vi laver kostplaner hver uge. Vi spiser overvejende økologisk, og vi spiser efter årstidens råvarer. Vi har en sund kostpolitik, og det er et aktivt spørgsmål på stedet.
Vi arrangerer dagligt forskellige sportslige aktiviteter. Det kan være svømning, fitness, løb, trampolin og hoppeborg, sejlsport, bordtennis eller badminton i vores egen sportshal. Om vinteren står vi på ski, og om sommeren svømmer og sejler vi.
Vores maritime aktiviteter spænder bredt fra fysiske selvtillids-boostende og grænseoverskridende på vandski og wake-board til mentalopladende fiske- og sejlture, og vi lærer de maritime færdigheder, når der skal sættes kurs og sejl.
Et hav af muligheder
Her kan du få et indblik i livet til søs og få en fornemmelse af hvilke opgaver og herligheder, vi tager del i, når vi sejler.